59 nye shippingmedarbejdere
Fredag blev Det Blå Danmark 59 shippingmedarbejdere rigere. Det skete i forbindelse med dimission af tre hold elever fra Esbjerg Handelsskole, der i dagens anledning og traditionen tro var samlet til festligholdelse af dagen hos Danmarks Rederiforening.
Rederiforeningens store sal var fyldt til bristepunktet af de nye shippingmedarbejdere og 100 af deres pårørende.
Direktør TORM Fonden og formand for Shippingudvalget i Danmarks Rederiforening, Jens Bjergmose, holdt årets hovedtale.
”Dansk skibsfart må være forretningsmæssigt innovativ, og alle dele af vores forretning skal trimmes, så vi kan indrette os på den nye verden og den nye markedssituation – alle må bidrage og være omstillingsparate”, sagde Jens Bjergmose til de de nye shippingfolk.
Herefter uddelte Jørgen Clement eksamensbeviser og en gave til den blandt de 59 elever, som havde opnået det bedste eksamensresultat. I år var det en elev fra Maersk Broker i Nørresundby.
Vicedirektør i Danmarks Rederiforening, Pia E. Voss, uddelte gaver til tre af de bedste kammerater - en fra hver af årets hold.
Arrangementet blev rundet af med fællesfoto og en reception for de nye shippingmedarbejdere og deres pårørende.