150 containere ramt af Mærsk-brand
Efter seks døgn brænder det fortsat om bord på det danske containerskib Charlotte Maersk, der befinder sig på en position ca. 45 sømil fra havnebyen Port-Klang i Malaysia. Hver af de 150 containere, der er ramt af branden, skal nu åbnes og efterslukkes.
"Branden er begrænset til 150 containere. De køles ned, men derefter skal hver enkelt container åbnes og efterslukkes. Indtil videre har vi kun fået efterslukket 20 containere", siger vicedirektør i Maersk Line, Søren Andersen, til Ritzau.
Han vurderer, at der vil gå nogle dage endnu, før branden er endelig slukket.
"Det er en usædvanlig situation, vi er i. Brand i containerskibe er meget sjældne, men når det sker, tager det tid at få slukket", siger Søren Andersen.
"Når branden er slukket, sejler skibet til den nærmeste havn for at live losset om omlastet. Sikkerheden både for besætning, skib og last er det vigtigste for os. Bagefter undersøger vi, hvad årsagen til branden er, og hvorfor den er opstået", siger vicedirektøren.
Kilde: nordjyske.dk