Young Researcher Award til ph.d.
Nina Overgaard Therkildsen har i sin Ph.d. ved hjælp af nye teknikker inden for genom-forskning undersøgt, i hvilken grad torsken vil være i stand til at tilpasse sig ændrede klimaforhold. Det har hun vundet en pris for
Nina Overgaard Therkildsen er blevet hædret med DTU's Young Researcher Award, som gives til unge forskere, der har gjort en ekstraordinær indsats og som har et stort potentiale for yderligere udvikling.
Nina er fra det første kuld studerende på DTU Aquas ph.d.-skole, som blev oprettet i 2008. Hun fik prisen for sin ph.d.-afhandling "Insights from the past. Retrospective monitoring of genetic variation in Atlantic cod (Gadus morhua)".
Nina har undersøgt hvor meget torsken er i stand til at tilpasse sig ændrede klimaforhold, ved at anvende de nyeste teknikker inden for genom-forskning. Ved at sammenligne DNA fra nutidens fisk med historiske prøver, har hun kortlagt ændringer i torskepopulationens udbredelse ved Grønland. Resultaterne betyder at man nu ved, at torsken i grønlandske farvande er opdelt i mindst fire bestande af torsk. Man ved ydermere, at de forskellige bestande ikke formerer sig med hinanden.
Nina skal nu på Stanford Universitetet i USA fortsætte sit arbejde med hvordan man kan bruge genom-forskning til at blive klogere på hvordan fiskeri påvirker evolution på mikroniveau.
Kilde: DTU Aqua