Wave Star Energy erklærer sig konkurs
En af pionererne inden for bølgeenergi, Wave Star Energy, har indgivet konkursbegæring. Ejerkredsen tæller bl.a. Danfoss familien og Jørgen Mads Clausen er bestyrelsesformand for selskabet. Aktiviteterne søges nu videreført i nyt selskab
Konkursbegæringen blev indgivet, efter at en strid mellem aktionærerne har blokeret for indskud af yderligere kapital, der kunne sikre virksomhedens videre drift og udvikling.
"Kassen er tom, og der er ikke udsigt til ny kapital fra investorerne. Mine brødre og jeg har været villige til at skyde yderligere kapital ind i Wave Star Energy. Men vi har ikke kunnet blive enige om vilkårene med den anden aktionær og tidligere direktør, Per Resen Steenstrup. Vi har indtil det sidste troet og håbet på, at vi kunne finde en løsning, der ville sikre den videre drift, men desværre uden held", siger Jørgen Mads Clausen til Ritzau.
Bestyrelsesformand Jørgen Mads Clausen vil sammen med sine brødre forsøge at købe aktiverne ud af konkursboet og lave et nyt selskab, der skal drive projektet videre.
"Der er et stort og lovende potentiale men fortsat behov for yderligere investeringer, hvis virksomheden skal begynde at tjene penge. Det er vores håb, at vi vil kunne tilbyde mange af de dygtige ansatte et godt job i en ny virksomhed. Målet er at skabe den første danske succesvirksomhed inden for bølgeenergi", siger Jørgen Mads Clausen.
Wave Star Energy præsenterede i efteråret en 500 kW-bølgemaskine i havet ud for Hanstholm.
Kilde: Fyns Amts Avis