Wakashio officerer får 20 måneders fængsel
Kaptajnen og overstyrmanden på den japanske bulkcarrier Wakashio, der i juli 2020 gik på grund og efterfølgende brækkede i to dele ved Mauritius, er hver blevet idømt 20 måneders fængsel plus en bødestraf, for ikke at føre skib på forsvarlig vis.
Da de har været varetægtsfængslede i 16 måneder, anses straffen for afsonet, hvorfor de begge blev løsladt efter dommen.
Årsagen til grundstødningen var, at skibet navigerede tæt på land for at besætningen kunne få forbindelse via deres mobiltelefoner.
Kaptajnen og styrmanden har efterfølgende givet hinanden skylden for beslutningen om at sejle for tæt på land, og såvel kaptajnen som styrmanden har indrømmet at de havde indtaget alkohol inden skibet gik på grund.
Inden domsafsigelsen erklærede begge officerer sig skyldige i anklagerne.
Den 203.000 DWT store bulkcarrier Wakashio, der er japansk ejet og indregistreret i Panama, var undervejs fra Kina til Brasilien for at hente ny last, da det gik på grund i et naturfølsomt kystområde på Mauritius den 25. juli sidste år.
Skibet sejlede i ballast men havde 3.800 tons brændstof om bord. Mindst 1.000 tons brændstof løb ud i havet efter grundstødningen, og endnu mere da skibet senere brækkede i to dele.
Den forreste del af skibet blev i august sidste år slæbt ud på dybt vand og sænket, mens det kinesiske bjærgningsselskab Lianyungang Dali Underwater Engineering gik i gang med at fjerne den 75 meter lange agtersektion. Dog fortsat uden større held.
Redaktionen