Velfærdsråd langer ud efter Aalborg Havn
Aalborg og Nørresundby Havn bryder med internationale regler, når de fra 1. september ikke længere tilbyder hjælp til søfolk. Det siger direktør for Handelsflådens Velfærdsråd, Søren Sørensen
”Søfolkene vil ikke få hjælp til at komme sikkert i land, få hjælp til nyheder, aviser, bøger eller anden form for støtte. Og mest af alt får de ikke mulighed for en personlig snak med én ude fra, som er nødvendig efter lang tid på vandet”, siger Søren Sørensen til DR P4 Nordjylland.
Beslutningen om at stoppe Søfartsservice er ifølge Handelsflådens Velfærdsråd i strid med danske løfter om, at forbedre støtten i danske havne fra 2013.
Handelsflådens Velfærdsråd giver i dag 125.000 kroner om året til søfartsservicen i Aalborg og Nørresundby, og det tilskud er Velfærdsrådet fortsat indstillet på at give.
Søfartsservicen stopper, fordi servicelederen går på efterløn, og Aalborg Kommune ikke længere vil give tilskud til ordningen.
Kilde: DR P4 Nordjylland