Ukvalificeret kaptajn ikke skyld i forlis
Slæbebåden Diver Master forliste i Esbjerg Havn sidste år, da den fungerede som forreste slæbebåd, da skoleskibet Kruzenshtern skulle afsejle. Rapporten fra Den Maritime Havarikommission afslører, at kaptajnen ombord på slæbebåden ikke havde de nødvendige kvalifikationer, men det var ikke årsag til forliset.
”Den Maritime Havarikommission er bevidst om, at kaptajnen manglede de nødvendige kvalifikationer. Men samtidig gøres der meget ud af at forklare, at det ikke har haft direkte indflydelse på ulykken”, undrer Henrik Berlau, forhandlingssekretær i 3F’s Transportgruppe, sig.
Rapporten beskriver, at Diver Master blev trukket ned, da skibet blev fanget af sit eget tov. Dækket blev oversvømmet, og vand trængte ind gennem luger og åbninger. Det var ikke en enkeltstående faktor, der var skyld i ulykken.
Det fremgår af rapporten, at kaptajnen ikke havde de nødvendige kvalifikationer, og der kan måske være en indirekte sammenhæng mellem det og så ulykken.
”Idet manglende kvalifikationer indikerer, at der ikke var professionel organisering ombord under operationen”, står der således i rapporten.
Diver Master blev bjærget efter ulykken, men er ikke blevet sat i drift igen. Ejeren og føreren på ulykkestidspunktet er ikke længere ejer af firmaet.
Kilde: Fagbladet 3F