Udvidelsen af Esbjerg Havn i fuld gang
Tusindvis kubikmeter sand er ved at blive pumpet ind på Esbjerg Havn, og havneudvidelsen – den såkaldte Etape 5 – på 500.000 kvadratmeter begynder nu at tage fysisk form. 3,5 millioner m3 sand skal i løbet af de næste år pumpes op fra havbunden og bruges til udvidelsen.
”Det er en fornøjelse, at vi nu med det blotte øje kan se, at havneudvidelsen er i fuld gang. Havneudvidelsen er en essentiel del af, at vi kan være med til at støtte op om den grønne omstilling, for havnekapacitet er en af de væsentligste udfordringer på nuværende tidspunkt”. siger havnedirektør, Dennis Jul Pedersen.
Der bruges kun sand fra oprensningen af indsejlingen til arbejdet. Derved undgås klapning i en lang periode, og udvidelsen bliver så bæredygtig som muligt.
Havneudvidelsen er i gang øst for de eksisterende arealer og flytter derved havnegrænsen helt hen til Vadehavet. Hele havneudvidelsen forventes af stå færdig i 2026, hvor en 350 meter langkaj vil stå klar på Esbjerg Havn. Den vil have en 50 meter bred kajgade og en 30 meter bred dobbeltrampe, der kan bruges af RoRo-fartøjer.
Redaktionen