Udtjent hangarskib nægtet havneanløb
I tre uger har det udtjente brasilianske hangarskib Sao Paulo ligget i venteposition 12 sømil ud for den brasilianske kyst, og ventet på tilladelse til at gå i havn. Men indtil nu har alle havne der er blevet spurgt, sagt nej til at tage imod skibet.
"Det er på tide, at de brasilianske myndigheder holder op med at give Sorteper videre, og i fællesskab tager ansvar for den farlige situation”, siger Nicola Mulinaris, Senior Policy Advisor NGO Shipbreaking Platform.
Hangarskibet, der menes at indeholde store mængder asbest og andre farlige stoffer, ankom til den brasilianske kyst i starten af måneden, efter at være blevet slæbt frem og tilbage over Atlanterhavet.
Hangarskibet blev bygget i slutningen af 50´erne, og var oprindelig en del af den franske flåde under navnet Foch. Da skibet var udtjent, blev det solgt til den brasilianske flåde, der drev hangarskibet indtil det blev for dyrt at vedligeholde.
En tyrkisk forretningsmand købte det udtjente krigsskib med ophugning i Tyrkiet for øje. På trods af at en brasiliansk distriktsdomstol udstedte forbud mod at skibet forlod Brasilien, blev det slæbt over Atlanten for at blive hugget op. Men de tyrkiske myndigheder sagde nej, og så blev skibet slæbet tilbage til Brasilien igen.
En gennemgang af det aldrene hangarskib tyder nu på, at skroget ikke har haft godt af at blive slæbt frem og tilbage over Atlanterhavet, og at det nu er i dårligere stand end nogensinde.
Kilde: NGO Shipbreaking Platform