Udslip af MTBE fra Mærsk produkttanker
Den amerikanske kystvagt har nu observeret en 2 sømil lang, smal stribe af MTBE på vandet i the Houston Ship Channel. Udslippet stammer fra det danske tankskib Carla Maersk der mandag kolliderede med fragtskibet Conti Peridot i tæt tåge.
De amerikanske myndigheder har ikke noget bud på hvor store mængder MTBE der er strømmet ud af hullet i den danske kemikalietanker, men det let fordampelige tilsætningsstof vurderes ikke at udgøre en trussel mod miljøet.
Bjærgningsmandskab arbejder fortsat på at tætne hullet i Carla Mærsk med tungt skum, men det er endnu for tidligt at sige hvornår det vil være muligt at flytte tankskibet fra dets nuværende position i den stærkt trafikerede kanal.
Kemikalietankskibet, der er på 45.000 DWT kolliderede mandag med det 57.100 DWT store fragtskib Conti Peridot i the Houston Ship Channel i tæt tåge. Begge skibe fik alvorlige skader, men ingen af skibene har på noget tidspunkt været i fare for at synke.
Kanalen er fortsat lukket på strækningen mellem light 86 og the Fred Hartman Bridge.
Kilde: Maritime Executive