Tidligere OW Bunker-ejer i juridisk knibe
Den tidligere ejer af OW Bunker, kapitalfonden Altor, trak 1,1 milliarder kroner ud af OW Bunker i november 2013. Det er en handling, som muligvis kan udløse erstatningsansvar, mener kuratorerne for konkursboet efter OW Bunker.
Denne udlodning kan betragtes som uforsvarlig set i lyset af, at OW Bunker få måneder efter børsnoteringen i marts 2014 ikke var i stand til at modstå den likviditetskrise, som den faldende oliepris udløste.
Kuratorerne er derfor ved at nærstudere et omfattende materiale relateret til udlodningen på 1,1 milliarder kroner. Granskningen sker ”med henblik på at vurdere, hvorvidt dette giver anledning til, at konkursboerne rejser et erstatningskrav og/eller tilbagesøgningskrav som følge heraf”, skriver kurator John Sommer Schmidt fra Gorrissen Federspiel således.
Altor forklarer, at en del af de 1,1 milliarder kroner gik til at styrke skibsforsyningsvirksomheden Wrist Ship Supply, der dengang var en integreret del af forretningen, men som siden blev fuldstændig uafhængig af OW Bunker.
”Hovedparten af de 1,1 milliarder kroner blev geninvesteret i Wrist Ship Supply, eftersom årsagen til transaktionen var at adskille OW Bunker og Wrist Ship Supply”, siger Tor Krusell, kommunikationschef hos Altor.
Først til efteråret vil kuratorerne komme med en redegørelse for, hvem der havde ansvaret for, at OW Bunker gik konkurs i november. Kuratorerne har tidligere nævnt et muligt erstatningskrav på 654 millioner kroner over for den tidligere ledelse i OW Bunker.
Kilde: Dagbladet Børsen