Svitzer får 12-årig kontrakt i Oman
Svitzer Sohar LLC har indgået en 12 år lang kontrakt med Petroleum Development Oman (PDO) om at levere maritime services i havnen Mina Al Fahal i Muscat, Oman. Kontrakten involverer fem både, heraf tre nybyggede.
”Svitzer er engageret i Oman og har beskæftiget og uddannet personale i Oman siden 2000. Med denne kontrakt er vores mål at sikre fortsat beskæftigelse for de lokale Oman-ansatte, der for øjeblikket arbejder i den eksisterende drift, da vi vil starte med 90 procent lokale ansatte”, siger Torsten Holst Pedersen, adm. direktør for Svitzer i Afrika, Mellemøsten og Asien.
PDO er et joint venture mellem Omans regering (60 procent), Shell (34 procent), Total (4 procent) og Partex (2 procent). Al Omans olieeksport går gennem Mina Al Fahal-terminalen, som PDO driver.
Svitzer fik kontrakten takket være en skræddersyet løsning til en attraktiv pris kombineret med en dybtgående viden om de lokale forhold. Svitzer starter arbejdet i februar måned.
Kilde: Svitzer