Svensk skib tilbageholdt i Kolding Havn
Den østeuropæiske besætning på det svensk ejede skib Lavinia er blevet snydt for løn i månedsvis og får nu efterbetalt knap 300.000 kroner. Stykgodsskibet Lavinia på 2.400 DWT blev fredag tilbageholdt i Kolding af Søfartsstyrelsen for brud på MLC (Maritime Labour Convention).
”Min mistænksomhed blev vakt, da det fremgik, at lønnen blev udbetalt kontant og i US-dollars, og det så viste sig, at skibet slet ikke havde US-dollars om bord i kontanter. Forholdet var simpelthen så grelt, så jeg kontaktede Søfartsstyrelsen og anmeldte skibet for overtrædelse af MLC”, siger ITF-inspektør Morten Bach.
Søfartsstyrelsens inspektion og efterfølgende tilbageholdelse fulgte efter en uanmeldt ITF-inspektion fredag morgen, hvor ITF-inspektør Morten Bach afslørede rederiet i alvorlig underbetaling af den syv mand store besætning fra hhv. Litauen og Rusland.
Den ombordværende besætning efterbetales nu, og får samlet overført 42.682 USD, hvilket svarer til knap 300.000 danske kroner. Underbetalingen af besætningen om bord på Lavinia blev holdt skjult ved dobbelt bogføring.
Skibets regnskaber viste, at besætningen ikke fik udbetalt den overenskomstmæssige hyre. Af det officielle regnskab fremgik, at et besætningsmedlem f.eks. fik udbetalt den overenskomstmæssige månedsløn på 18.000 svenske kroner, men han fik i virkeligheden kun udbetalt 11.000. Hvor de resterende penge er blevet af, står hen i det uvisse.
Lavinia ejes af det svenske rederi Lupin Shipping i Varberg, sejler under St. Vincent and Grenadine’s flag og har hjemhavn i Kingstown. Besætningen om bord består af tre officerer og fire menige, heraf er de seks fra Litauen og en enkelt er russer.
Lavinia, der ankom Kolding Havn torsdag aften med en last foderstoffer fra Klaipeda, kan først starte losningen, når Søfartsstyrelsen frigiver skibet. Det forventes at ske i dag mandag, når rederiet har overført den manglende løn til besætningsmedlemmernes konti.
Efterbetalingen omfatter kun den nuværende besætning på skibet. Hvorvidt dobbeltbogholderiet og underbetalingen af mandskabet har stået på i længere tid, har ITF ved inspektionen ikke haft mulighed for at undersøge. Sagen sendes derfor videre til det svenske fagforbund SEKO, som har indgået ITF-overenskomst med rederiet.
Det er ikke første gang det svenske rederi Lupin Shipping er i myndighedernes søgelys. Rederiet, der ifølge internationale registeroplysninger ejer eller opererer i alt seks skibe, alle af ældre dato, fik i 2013 en regning på efterbetaling af tre millioner svenske kroner fra de svenske skattemyndigheder.
Kilde: Co-Søfart