Superyachter til nyrige kinesere
Det italienske yachtværft Ferretti, der er kendt for sine dyre luksusyachter, vil etablere et nyt værft i Kina, der skal bygge yachter til nyrige kinesere. Ferretti planlægger tilsvarende værfter i andre BRIK-lande som Brasilien og Rusland
Ifølge Ferrettis bestyrelsesformand, Tan Xuguang, vil det første værft blive etableret i Qingdao, i den kinesiske Shandong provins. Værftet skal udelukkende bygge yachter til det kinesiske marked.
Ferretti har siden januar været kontrolleret af den kinesiske maskinkoncern Shandong Heavy, Kinas største producent af bulldozere, der ejer 75 procent af værftet. De kinesiske hovedaktionærer har dog ingen planer om at flytte værftets hovedkvarter til Kina, eller lukke værftet i Ancona.
Ferretti solgte sidste år 17 yachter i Kina, hvor antallet af velhavere er steget så kraftigt, at Kina i dag har flere dollarmillionærer end USA.
Kilde: Business Week