Sunket kutter hævet og bragt i havn
Onsdag i sidste uge lykkedes det flydekranen SanneA fra J.A. rederiet at bjærge kutteren RI 159 Merano, der sank den 2. maj på en position omkring 20 mil vest for Hvide Sande. Kutteren sank under bugsering efter at der var opstået problemer med maskinen.
Skibets forsikringsselskab, Hvide Sande Gensidige Skibsforsikring, havde inden bjærgningen haft dykkere nede ved kutteren.
De kunne konstatere, at den lå på kølen med lidt slagside og derfor var til at bjærge. Forsikringsselskabet besluttede herefter, at hæve det otte år gamle fartøj og renovere det, frem for at udbetale forsikringssummen på syv millioner kroner.
I betragtning af, at kutteren nåede at ligge på havets bund i over en måned, var den i rimelig god stand da den kom op til havoverfladen igen.
Efter at Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed havde undersøgt kutteren, blev den bugseret til Vestværftet i Hvide Sande. Her skal kutteren nu totalrenoveres. Der skal bl.a. installeres en ny motor og al elektronik og samtlige ledninger om bord skal ligeledes skiftes ud.
Kilde: Ugeavisen Ringkøbing