Største krydstogtsdag i CMPs historie
Den 25. juni 2016 var den mest trafikerede krydstogtsdag i CMPs historie nogensinde. Syv skibe med 24.000 gæster og 7.000 besætningsmedlemmer anløb på samme dag. Næste år er der allerede 850.000 gæster, der har booked besøg i CMP og København, 100.000 flere end i år.
”Fremtidsudsigterne for krydstogtindustrien er særdeles lovende med stadigt stigende efterspørgsel og flere og større skibe på vej fra værfterne. Vi forventer en fortsat vækst i antallet af gæster og skibe i København ”, siger krydstogtchef Arnt Møller Pedersen fra Copenhagen Malmö Port.
Den store interesse for København og Skandinavien medfører, at krydstogt-rederierne nu indsætter større og større fartøjer. Dette medfører, at CMP planlægger at bygge nye og større terminaler for at kunne klare efterspørgslen.
I 2016 forventer Copenhagen Malmö Port en vækst på 9 procent i antallet af krydstogtgæster til København.
Næste år kommer til at slå alle rekorder med 850.000 krydstogtgæster. Den hidtidige rekord er fra 2012 med 840.000 gæster.
Den samlede krydstogtforretning bidrager med cirka 1,3 milliarder kroner til hovedstadens økonomi.
Kilde: Copenhagen Malmö Port