Større overskud i APM Terminals
Havneselskabet APM Terminals leverede fremgang i årets resultat, der steg fra 770 millioner dollar i 2013 til 900 millioner dollar i 2014. Omsætningen udgjorde 4,46 milliarder dollar i 2014, hvilket skal sammenlignes med 4,3 milliarder dollar i 2013.
Resultatet i 2014 blev positivt påvirket af gevinster ved frasalg, som beløb sig til 232 millioner dollar efter skat, idet APM Terminals blandt andet frasolgte terminalen i Virginia, USA. Til gengæld blev resultatet negativt påvirket med 181 millioner dollar af nedskrivninger relateret til de europæiske aktiviteter.
Antallet af håndterede containere voksede 5,3 procent til 38,3 millioner TEU. Antal containere fra kunder uden for Mærsk Gruppen voksede med 3,5 procent.
I 2014 blev APM Terminals færdig med byggeriet af terminalen Maasvlakte II i Rotterdam, og driften er i øjeblikket ved at blive påbegyndt. Der ventes derfor volumenvækst i indeværende år. Desuden har APM Terminals sikret sig et nyt terminalprojekt i Angola.
Overskudsgraden blev forbedret med 2,1 procent, hvilket skyldes effektiviseringer og omkostningsbesparelser.
I 2015 forventer APM Terminals et resultat på niveau med 2014 og forventer at vokse i takt med markedet.
Kilde: A.P. Møller-Mærsk