Stor militærøvelse på Skagen Havn
I næste uge er Forsvaret i gang med en stor øvelse på Skagen Havn. Den finder sted tirsdag den 6. november fra klokken 10.00 til klokken 23.00. Øvelsen består i at sikre havneområder, terminaler mv., og er en del af de operative opgaver, som Forsvaret kan blive stillet overfor.
Selve øvelsen vil bestå af aktiviteter, der ikke indgår i havnens normale driftsmønster. Den vil derfor ikke hindre havnens daglige drift. I forbindelse med øvelserne vil der være flyvninger med helikoptere i lav højde, og der vil være kørsel med militære køretøjer.
Der vil være militært personel i uniform og deltagere i paramilitær beklædning på havnens arealer i de tidsrum, hvor øvelserne foregår. Under øvelsen vil soldaterne være bevæbnede, og der vil i øvelsen blive anvendt øvelsesammunition.
Det er anden gang i år, der foregår en større øvelse i Skagen Havn. De første fandt sted i starten af april.
Kilde: Skagen Havn