Stigende godsomsætning i Aabenraa Havn
Havnen i Aabenraa øgede godsomsætningen 45,5 procent sidste år i forhold til 2012 og forventer mere vækst i de kommende år. Søvejen fra Aabenraa til Tyskland er nemlig et alternativ til de tæt trafikerede veje, så Aabenraa havn er med til at flytte gods fra vej til sø.
Bladt andet vindmøller flyttes mere effektivt til søs end til lands, og desuden er der trafikale udfordringer i Schleswig-Holstein. 80 procent af al dansk-tysk samhandel passerer strækningen ved Rader Hochbrücke ved Rendsborg, men reparationsarbejder her har været medvirkende til, at Aabenraa Havn i 2013 har oplevet øget godsomsætning. Desuden kan området slet ikke klare svær transport som vindmølleelementer, der er blevet et nyt forretningsområde for Aabenraa Havn.
Derudover håndterer Aabenraa Havn eksempelvis træflis, træpiller og containere med cement.
Meget tyder på, at der i de næste 15 år vil være store udfordringer med motorvejsnettet fra den danske grænse og til syd for Hamburg. Det giver en god mulighed for en havn som Aabenraa for at profilere mulighederne ved søtransport.
Kilde: Danske Havne