Søren Gade kaldt i samråd i lodssag
Forsvarsminister Søren Gade bliver nu kaldt i samråd i Folketinget om lodstjenesterne i Danmark. Her skal ministeren forklare det underskud på 100 millioner kroner der er opstået i det statslige lodsvæsen over de seneste to.
"Der er lige præcis sket det, som vi advarede imod, da loven blev lavet om for tre år siden. Hele princippet om gynger og karruseller, hvor de nemme lodsninger til Fredericia betaler for de underskudsgivende ind til mindre havne, er sat over styr", siger socialdemokraten Niels Sindal til dagbladet Børsen.
Konkurrencestyrelsen kulegraver lige nu en påstand om, at lodsvæsnet flytter penge fra kostbare lodsninger, hvor staten har monopol, til de områder, hvor private lodser også har adgang.
Liberaliseringen af lodsvæsnet for 3 år siden, har været en stor skuffelse for den del af skibsfarten der betjener de danske havne. Her har man ikke oplevet en afbureaukratisering eller en sænkning af priserne. Det har tværtimod medført, at lodsomkostningerne er steget betydeligt for de skibe, der hyppigt besejler danske havne til skade for brug af den miljøvenlige transport som skibsfarten tilbyder, mener Rederiforeningen for mindre Skibe.
Det statslige lodsvæsen omsætter årligt for 280 millioner kroner, som de private lodser gerne vil have fingre i. Private må imidlertid kun tilbyde kortere regionallodsninger til og fra danske havne, mens staten har monopol på de attraktive gennemsejlingslodsninger fra Skagen til Bornholm. Niels Sindal forventer, at det åbne samråd med forsvarsministeren kan blive afholdt kort efter påske.
Kilde: Dagbladet børsen og Rederiforeningen for mindre Skibe