Somaliske pirater frigiver bulkcarrier
Somaliske pirater har ifølge endnu ubekræftede oplysninger frigivet bulkcarrieren Orna, men tilbageholder stadig 6 af den 18 mand store besætning. I august dræbte piraterne angiveligt et af gidslerne og sårede en anden for at lægge pres på ejerne.
Piraterne har truet med, at de ville henrette flere besætningsmedlemmer, hvis ikke løsesummen blev betalt.
Ifølge en piratleder, Hassan Abdi, har ejerne betalt 600.000 dollar for at få frigivet skibet, der formentlig ikke længere er i stand til at sejle for egen kraft, da det sidste sommer blev hærget af en brand.
Skibet, der er ejet af et rederi i De Forenede Arabiske Emirater, blev kapret den 20. december 2010, da det befandt sig på en position 400 sømil nordøst for Seychellerne. Det var på vej fra Durban til Okhaa i Indien med en last kul.
Orna, der er på 27.900 DWT, er indregistreret i Panama.
Seks besætningsmedlemmer fra det danske fragtskib Leopard blev taget som gidsler af andre somaliske pirater, 23 dage efter at MV Orna blev kapret. De befinder sig alle fortsat i piraterne i Somalia.
Kilde: CBS News