Smedegaard har nedlagt redernes kantine
Mærsk topchef Nils Smedegaard har valgt at nedlægge skibsredernes og prokuristernes egne kantiner på Esplanaden. Blot endnu et tegn på, at Nils Smedegaard har travlt med at gøre op med en række gamle traditioner og vaner på Esplanaden.
"Jeg kan ikke se, hvorfor skibsrederne ikke skulle spise i den fælles kantine ligesom alle andre ansatte. For mig et det et signal om sammenhold og om, at vi skibsredere ikke er så meget anderledes end alle andre i virksomheden. Hvis det, at vi lukker rederkantinen til dagligt, kan være med til at afmystificere skibsrederne, så er det kun godt for virksomheden", siger koncernchef og skibsreder, Nils Smedegaard Andersen til business.dk
Når man faktisk kan lægge pæn signalværdi i beslutningen om at lukke redernes og prokuristernes kantiner, så er det fordi, at netop rederkantinen alle dage har haft en nærmest sagnomspunden plads i Mærsk-historien.
"Modellen med kantiner til de forskellige grupper er forsvundet fra langt de fleste virksomheder. Tidligere blev kantinerne måske brugt til i al fortrolighed at diskutere ledelse eller til at diskutere medarbejderne. Men det kan ledelser sagtens finde andre fora at gøre det i", siger Thomas Vilsbøll, der er partner i PA Consulting og ledelsesekspert, til avisen.
Såvidt Berlingske erfarer, er det dog ikke alle medarbejderne på Esplanaden, der har taget entydigt godt imod Nils Smedegaards beslutning om, at redere og prokurister nu skal spise med i den store fælles kantine.
Kilde: business.dk