Slow steaming tager top af overkapacitet
Slow steaming og super slow steaming begynder for alvor at vise sin effekt. Den samlede absorberede kapacitet, som skyldes slow steaming, er øget med 30 procent til i alt 930.000 tyvefodscontainere, TEU, siden begyndelsen af 2012, skriver Alphaliner.i sit nyhedsbrev.
Der, hvor der for alvor opsuges overskydende kapacitet, er på ruterne mellem Asien og Europa, et vigtig område for A.P. Møller – Mærsks, Maersk Line. Rederiet har der indført super slow steaming, hvor skibene sejler meen fart på under 14 knob på visse områder af ruterne.
Den gennemsnitlige sejltid for ruterne fra Asien til Nordeuropa er øget fra 8,2 uger i 2007 til nu 10,5 uger. Alphaliner tror på en samlet stigning i slow steaming-statistikken over de næste to måneder, fordi rederierne vil fjerne visse sejladser i løbet af den asiatiske Golden Week-ferie i oktober.
Rateudviklingen har den seneste tid været faldende på ruterne mellem netop Asien og Europa. Sidste uge faldt spotprisen for fragt af en tyvefodscontainer mellem Shanghai og Europa således med 110 dollar, til 1324 dollars, eller 7,7 procent. Det viser den seneste opgørelse fra Shanghai Shipping Exchange. Spotraten er faldet med samlet 30 procent, pr. TEU, fra 1888 dollars siden toppen i slutningen af juni.
Kilde:
Alphaliner