Skuld ansætter ny Vice President
Stinne Taiger Ivø er ansat som Vice President, Head of Defence hos Skuld København pr. 1. marts. Hun er uddannet advokat og er for tiden ansat i Danmarks Rederiforening som Head of Legal, Deputy Director. Hun har tidligere været ansat i advokatfirmaet Gorrissen Federspiel i deres Shipping/Offshore and Transportation-afdeling.
”Vi er glade for at kunne byde Stinne velkommen og ser frem til vort samarbejde med hende som leder af Defence i København. Hun medbringer værdifuld erfaring og ekspertise og vil blive en vigtig ressource for vort team, idet hun vil styrke den kompetence og service, vi allerede tilbyder vore medlemmer og kunder”, siger Helle Lehmann, leder af Skuld København.
Stinne Taiger Ivø tilføjer: ”Jeg er meget glad for at skulle arbejde i Skuld, som har en fremtrædende rolle i den maritime industri. Jeg ser frem til at tage fat sammen med teamet og til at bidrage til at opretholde Skulds omdømme som en af verdens førende udbydere af søforsikring”.
Stinne Taiger Ivø har en ph.d. fra Københavns Universitet og har også erfaring som forelæser i transportret.
Kilde: Skuld