Skrotning af Rena skrider langsomt frem
Stille og roligt er bjærgningsselskabet Resolve Salvage & Fire i gang med at fjerne de synlige spor efter en af de mest omtalte grundstødninger i mange år - det græske containerskib Rena, der ramte et klippeskær ud for New Zealand i oktober sidste år
Efter seks uger har bjærgningsmandskabet nu fjernet 600 tons stålplader fra vragets forreste del, der i modsætning til agterstavnen fortsat befinder sig over havets overflade.
Arbejdet besværliggøres af de kraftige dønninger og af, at alle plader der skæres fri skal løftes fra vraget ved hjælp af en helikopter.
”Nu hvor vejret bliver bedre, kan vi snart indsætte en kran der er monteret på en pram - og så begynder det at gå meget stærkt”, siger Frank Leckey fra Resolve Salvage & Fire.
”Vi er også klar med et team af dykkere der skal fjerne de dele af vraget der ligger under vand”, siger Leckey.
Det 47.000 DWT store græsk ejede containerskib gik på grund ud for New Zealand den 5. oktober sidste år. Grundstødningen forårsagede en større olieforurening, mens mange containere blev skyllet over bord.
Det lykkedes det danske bjærgningsselskab Svitzer at begrænse olieforureningen, da de under meget vanskelige vilkår fik tømt skibets brændstoftanke. Efterfølgende er op mod 800 containere blevet fjernet fra skibet.
Den forreste det af vraget har nu en slagside på 34 grader, hvilket sammen med de høje bølger gør, at arbejdsforholdene om bord meget vanskelige. Alligevel venter bjærgningsfirmaet med at have fjernet alle over vandet synlige dele af vraget i løbet af de næste tre måneder.