Skibsfarten har brug for flere kvinder
Der er få kvinder i den maritime verden. Det er en udfordring, da rederierne risikerer at blive ramt på konkurrenceevne, hvis de kvindelige talenter vælger skibsfarten fra. Rederiforeningen sætter derfor fokus på kvinder i skibsfarten under Forskningens Døgn den 25. april 2016.
Arkivbillede af Anna H. Steffensen.
”Det er et problem for rederierne, hvis kvindelige talenter vælger skibsfarten fra. Kompetencer og viden bliver kun et vigtigere konkurrenceparameter. Derfor skal vi have kvinderne med, så alle talenter kommer i spil til gavn for dansk skibsfart”, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danmarks Rederiforening.
Skibsfart er et traditionelt mandefag, hvor kun 2,5 procent af de sejlende officerer er kvinder. Kønsbalancen er bedre på rederikontorerne i land, men ofte er mændene i overtal, ikke mindst på ledelsesniveau. Der er altså et uopdyrket potentiale, som rederierne går glip af, når kvinderne ikke er en naturlig del af erhvervet. Det kan i værste fald udfordre erhvervet på sigt.
”Jeg er ikke i tvivl om, at ganske mange kvinder har appetit på en lederstilling. Desværre er der for få kvindelige rollemodeller i skibsfarten. Vi skal styrke tilgangen af kvinder og tilskynde rederierne til at sikre kvindelige rollemodeller i alle ledelseslag, som kan inspirere de yngre talenter”, siger Anne H. Steffensen.
”Vi anerkender, at vores branche er en særlig udfordring for kvinder, især til søs, men at øge mangfoldigheden blandt medarbejdere og ledere spiller en stor rolle for os. Derfor ønsker vi også at få flere kvinder i den øverste ledelse”, siger Niels Smedegaard, CEO i DFDS, som deltager i Rederiforeningens møde om kvinder i ledelse inden for skibsfarten den 25. april.
Danmarks Rederiforening afholder mødet i forbindelse med Forskningens Døgn. Her vil et internationalt panel drøfte løsninger og alternative måder, der kan tiltrække kvinder til de maritime erhverv.
Kilde: Danmarks Rederiforening