Skibene udebliver i Assens
Indtil nu i år har der kun været 11 skibsanløb i Assens Havn mod 33 sidste år og 43 i 2013. Nedgangen hænger sammen med, at der ikke længere må hugges flis i Assens Havn. Kommunen har vurderet, at flishugning var i strid med kommunens lokalplan for området og bestemte derfor, at flishugningen skulle stoppe pr. 31. maj.
”Det har sat sine bølger i vandet. Det er sværere at lokke kunder til. Vi har haft 20.000 ton gods på havnen i år. Sidste år var det 66.000 og forrige år 108.000 ton”, siger havnechef i Assens, Ole Knudsen.
Havnen håber, at Assens Værft vil være i stand til at tiltrække nye opgaver til havnen. Det samme gælder et nyt skibsmæglerfirma, Assens Chart, der tog over da skibsmæglerfirmaet A. Fage-Pedersen i marts gik konkurs, fordi flishugningen blev indstillet.
Kilde: Fyens Stiftstidende