Skatteminister glæder sig over indflagning
Udvidelsen af DIS-ordningen til også at give skattefordele til offshore-fartøjer har fået Maersk Supply Service og Ziton til at flage foreløbig fire om til dansk flag. Og det viser for skatteminister Morten Bødskov, at lovændringen har virket efter hensigten.
"Danmark er blandt verdens førende maritime nationer, og det skal vi fortsætte med at være. Det skaber aktivitet og arbejdspladser i hele landet og var netop formålet med de forbedrede vilkår for den maritime sektor, som regeringen før nytår fik Folketingets opbakning til. Derfor glæder det mig, at udvidelsen af DIS- og tonnageskatteordningen nu får flere rederier til at hejse Dannebrog på deres skibe,” siger han i en skriftlig udtalelse.
Maersk Supply Service har foreløbig flaget tre fartøjer om til dansk flag, mens Ziton har omregistreret et enkelt jack-up fartøj til DIS-ordningen og Dannebrog.