Skat laver razzia på nordjyske havne
Skat har sammen med politiet og Arbejdstilsynet besøgt 11 virksomheder på havnene i Aalborg, Frederikshavn, Skagen og Thyborøn. Meningen var at undersøge, om der foregik social dumping. Blandt har myndighederne set på ansatte i udenlandske virksomheder, der arbejder som underentreprenører.
”Det er første gang, vi kontrollerer nordjyske værfter og fiskerivirksomheder i relation til social dumping. Aktionen skal give os et billede af, om social dumping er et problem i brancherne. Vi fik mange oplysninger med hjem, som er værd at kigge nærmere på”, siger Olaf Lagoni, funktionsleder i Skat.
”Vi talte med næsten 30 udenlandske medarbejdere, hvoraf en del var ansat i udenlandske virksomheder. Vi undersøger nu, om der egentlig er tale om ansættelsesforhold, hvor den danske virksomhed skal indberette løn eller betale arbejdsudlejeskat”, tilføjer Olaf Lagoni.
Alene Aalborg Havn huser omkring 100 virksomheder, og cirka 9.000 personer, der har deres daglige arbejde på havnen i Aalborg.
Kilde: nordjyske.dk