Siemens Wind Power fastansætter vikarer
For et år siden var halvdelen af medarbejderne hos Siemens Wind Power løstansatte. I dag er kun 13 procent vikarer. Cirka 600 vikarer er blevet fastansat på fabrikkerne i Aalborg og Engesvang. Virksomheden havde som mål at bringe antallet af vikarer ned til 30 procent, og det mål er mere end opfyldt.
”Vi har hele tiden haft en målsætning om at fastansætte flere vikarer. Ideelt set vil vi gerne kun have fastansatte. Men vi befinder os i et fluktuerende marked. Vindmøller er så store, så vi ikke kan have et lager, men kun producerer til ordrer. Nogle gange ved vi ikke, hvor stor produktion vi har om tre måneder. Derfor bliver vi nødt til at benytte os af vikarer”, siger Rasmus Windfeld, pressechef i Siemens.
Hos fagforeningen 3F er man behersket optimistisk. Her anerkender man, at udviklingen går i den rigtige retning, hvad angår nedbringelse af vikarantallet.
I Tyskland er Siemens Wind Power også ved at skabe nye arbejdspladser. Vindmølleproducenten er nemlig ved at bygge en nacellefabrik i Cuxhaven, hvilket vil skabe op til 1.000 arbejdspladser i den tyske havneby.
Kilde: Metal Supply