Shipcraft-kaptajn kæmper med traumerne
Den meget omtalte gidselsag, da besætningen fra Shipcraft-skibet Leopard sad som gidsler hos somaliske pirater i over to år, er bestemt ikke glemt for kaptajn Eddy Lopez, der i dag lider af posttraumatisk stress og er sygemeldt.
”Jeg følte, at vi var glemt. De danske myndigheder skulle have grebet ind over for rederiet, så det ikke trak så længe ud”, siger Eddy Lopez ifølge Avisen.dk til Ritzau.
Efter hans mening evnede rederiets direktør Claus Bech slet ikke at forhandle med piraterne, hvilket han gjorde i det første år. Det var først derefter, at der blev koblet en professionel forhandler på.
Han mener også, at forhandlingerne trak ud, fordi rederiet ønskede at spare penge. Eddy Lopez mener desuden, at Danmark burde indføre et kontrolorgan med personer, der har erfaring med gidselsager, som kan gribe ind, hvis rederierne ikke selv formår at løse situationen.
Kaptajnen blev fyret af rederiet for nogle måneder siden og er i dag på sygedagpenge. Det retlige opgør efter sagen er endnu ikke påbegyndt.
Kilde: Avisen.dk