Sejlerfamilie trodsede advarsler fra SOK
Den danske sejlerfamilie fra Kalundborg, der sammen med deres to gaster er taget som gidsler af somaliske pirater, tilsidesatte to konkrete advarsler fra SOKm mod at begive sig ud på den sejlads, der endte med, at sejlbåden blev kapret.
Det er Ekstra Bladet, der baseret på unavngivne kilder i Søværnets Operative Kommando skriver, at sejlskibets kaptajn - og far til de tre ombordværende børn - to gange via en satellittelefon fik at vide, at SOK vurderede, at det var uforsvarligt at sejle ind i det piratfyldte farvand ved Adenbugten.
”Faren svarede, at der jo er en risiko ved alt i livet”, siger en kilde i SOK til Ekstra Bladet.
Angiveligt skal faren også have sagt, at man jo også kan dø af at gå over vejen.
De to samtaler - hvor faderen ringer op for at få SOKs vurdering - er begge optaget på bånd hos SOK, hvor folk med kendskab til sagen er stærkt kritiske over for den chance, som faren valgte at tage, skriver Ekstra Bladet.
Kilde: sn.dk