SeaSuite 3 fra Force Technology
En omfattende opgradering og udvidelse af ombord-systemerne (SeaSuite) fra Force Technology er klar. De sikrer energieffektiv drift af skibe, ruteplanlægning, performance monitorering af skrog, propeller og motorer samt energieffektiv optimering af skibets trim.
I den nyeste version af SeaSuite er der lagt særlig vægt på, at det skal være enkelt at implementere systemet og hurtigt give kunden adgang til værdiskabende og brugbar vejledning.
SeaSuite består af fem systemer, herunder SeaPlanner, der på baggrund af data om skibets opførsel i bølger vil udføre nøjagtige beregninger af modstand i bølger og skibets bevægelser i bølger, samt SeaTrend, der giver monitorering af skibets performance og beregning af emissioner.
SeaEngine monitorerer skibsmotorernes driftstilstand og vejleder i fejlfinding og optimering, mens SeaTrim sikrer et energioptimalt trim af skibet i forhold til last og fart. Endelig sørger SeaLogger for automatiseret logning af data til brug for performance monitorering.
SeaSuite version 3 er udviklet i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet og med økonomisk støtte fra Den Maritime Fond.
Kilde: Force Technology