Scandlines slutter salg af færgerute
First State Investments overtager færgeruten Helsingør-Helsingborg inklusive de fem skibe, der betjener ruten. Kontrakten med First State Investments blev gældende med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2015.
“Vi har en klar vision for fremtiden om Scandlines som operatør af hyppige og pålidelige transportservices kombineret med høj kapacitet og attraktive oplevelser for kunderne. Med salget af vores halvdel af ruten Helsingør-Helsingborg kan vi reducere vores gæld og dermed forberede os bedst muligt på konkurrencen fra en fast forbindelse over Femern Bælt om 8-10 år”, siger udtaler Søren Poulsgaard Jensen, CEO for Scandlines.
I forbindelse med afslutningen af salget har Scandlines tilbagebetalt gæld i størrelsesordenen 500 millioner kroner. Scandlines vil i fremtiden fokusere på de to færgeruter Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock samt på de to BorderShops i Puttgarden og Rostock.
First State Investments og Scandlines er begge meget tilfredse med aftalen og ser frem til det fremtidige samarbejde. Parterne er enige om ikke at offentliggøre økonomiske detaljer i aftalen.
Kilde: Scandlines