Scandlines slår rekord med ny hybridfærge
Fredag den 01. juli 2016 satte Scandlines’ nye hybridfærge, M/F Berlin, rekord for personbiler på én afgang på Gedser-Rostock-ruten. 233 personbiler, to mobile homes, 11 campingvogne, fem busser, 20 lastbiler og 1.079 passagerer var med på afgangen 09.00 fra Gedser.
”Vi glæder os over, at vi med den nye færge kan tømme pladsen og dermed imødekomme efterspørgslen. Mange danskere har fået øjnene op for, at man kan spare 170 km ved at tage denne rute, hvis man skal til for eksempel Berlin, Wien eller Prag,” siger Anette Ustrup Svensen, Communications Manager i Scandlines.
Scandlines’ nye hybridfærge gik i ordinær drift den 23. maj 2016. Med indsættelsen af M/F Berlin har Scandlines forenklet og udvidet sejlplanen, så der er afgang hver anden time fra både Gedser og Rostock på ulige timetal.M/F Berlin er den første af to nye hybridfærger til ruten Gedser-Rostock.
Søsterskibet M/F Copenhagen forventes indsat til efteråret, hvor den overtager M/F Kronprins Frederiks plads i sejlplanen. Scandlines har dog besluttet at beholde M/F Kronprins Frederik og benytte den som afløserfærge på både Gedser-Rostock og Rødby-Puttgarden. Med en ekstra færge, der kan indsættes på begge ruter, sikres såvel den samlede kapacitet som stabiliteten i sejlplanerne.
De nye færger repræsenterer en investering på mere end 1 milliard danske kroner per skib og skal sammen med udvidelse af havneanlæg og Scandlines’ BorderShop i Rostock fuldende rederiets strategiske fokus på at udbygge den centrale og østeuropæiske transportkorridor mellem Skandinavien og det europæiske fastland.
Kilde: Scandlines