Scandlines hjælper miljø i Femern Bælt
Thrusterne på Scandlines’ fire hybridfærger på ruten Rødby-Puttgarden bliver udskiftet med thrustere, der sikrer et mere homogent flow gennem vandet. De nye thrustere giver mindre støj og vibration i vandet, og dermed nedsættes miljøpåvirkningen i vandet betragteligt.
”De nye thrustere er et vigtigt skridt mod emissionsfri færger og jeg er meget glad for, at det kan kombineres med et mindre aftryk på havmiljøet på Femern Bælt. Investeringen er et klart signal fra Scandlines’ investorer om, at de fuldt ud støtter vores zero emission strategi og vores mål om at forblive det grønne alternativ til en mulig tunnel,” siger Scandlines’ CEO Søren Poulsgaard Jensen.
Mindre undervandstøj og færre vibrationer giver dyrelivet i Femern Bælt bedre betingelser. Det gælder blandt andet for marsvin. Desuden medfører den mere jævne vandgennemstrømning, at luftforurenende udslip, her iblandt CO2, nedsættes.
Den tyske miljøorganisation, NABU, der er blandt modstanderne af Femern tunnelen blandt andet på grund af de store anlægsarbejder på land i Tyskland, er meget tilfreds med Scandlines’ beslutning om at skifte til mere effektive thrustere.
“Scandlines viser vilje til at sejle miljøvenligt. Det er ikke alene positivt for dyrelivet i Femern Bælt, men også et skridt mod emissionsfri sejlads,” siger deres Femern Bælt-ekspert Malte Siegert.
Fremdriftssystemet på færgerne består af fire thrustere, to forrest og to agter på færgerne. Så i alt 16 thrustere bliver udskiftet på de fire færger. Den første færge får nye thrustere i efteråret 2019, og alle færger vil have fået nye thrustere inden udgangen af 2020.
De 16 nye thrustere og nye elektroniske thrusterstyring til broen på hvert skib leveres af Rolls-Royce Commercial Marine. Scandlines’ samlede investering i nye thrustere er på 100 millioner danske kroner.
Kilde: Scandlines