Scandlines gør færgesejlads grønnere
Det dansk-tyske færgerederi Scandlines har som det første rederi i verden installeret et hybridsystem, der reducerer svovl-udledningen på færgen Prinsesse Benedikte. Dermed overholder færgen de nye krav om lavere udledning af SOx fra 2015.
”Vores dieselmaskiner er fra før 1997 og kan ikke konfigureres til effektivt at udnytte den overskydende strøm fra dieselgeneratorerne, når færgen ligger i havn. Det har vi løst ved at installere 399 batterier med en samlet kapacitet på 2,7 MWh om bord, ” fortæller Scandlines’ driftschef, Claus Nicolaisen, til Ingeniøren.
Hybridsystemet er udviklet af Scandlines i samarbejde med Siemens og går ud på, at når skibet ligger i havn, lagrer batterierne den overskydende energi fra dieselgeneratorerne. Når færgen sejler, trækker de eldrevne propeller strøm fra batterierne.
”Man kan sige, at vi sætter strøm i ”banken”, når vi ligger i havn, og hæver den, når vi accelererer til havs”, forklarer Claus Nicolaisen.
Samtidig med hybridsystemet installerer rederiet en scrubber, som i modsætning til andre scrubbere ikke udleder spildevand. Efter 10 dages forløb kører rederiet det giftige spildprodukt fra scrubberen til deponering.
Scandlines har fået 48 mio. kr.
fra EU-Kommissionens TENT-T (Trans-European Transport Network Executive Agency) til udvikling af hybridsystemet, der sammen med scrubberen reducerer SOx-udledningen fra tidligere 1 procent til nu kun 0,1 procent. Dermed overholder færgen de nye internationale krav om reduceret svovludledning, der træder i kraft 1. januar 2015.
Systemet skal senere installeres på de tre øvrige færger.
Kilde: Ingeniøren