Russiske søfolk har endelig fået deres løn
19 russiske søfolk, der siden marts har befundet sig om bord på et opankret tyrkisk tankskib i Aalbæk Bugt, har nu endelig fået udbetalt deres løntilgodehavende på sammenlagt to millioner kroner. Det sker efter at ITF på ny er gået ind i sagen.
Tankskibet Natig Aliyev har ligget for anker i Aalbæk Bugt siden den 7. februar, hvor skibet blev taget i arrest på grund af bankgæld og ubetalt løn til besætningen. ITF sørgede sammen med danske organisationer for, at besætningen fik mad og drikkevarer bragt om bord.
Efterfølgende blev besætningen skiftet ud, men den ny besætning fik heller ikke løn. Men det får de nu, efter at ITF endnu engang har grebet ind i sagen på vegne af besætning. Denne gang er det ikke skibets ejer, tyrkisk/russiske Palmali Shipping, men skibets nye chartrer, et estisk selskab, der har betalt regningen.
”Vi var om bord for og så, at søfolkene fik deres tilgodehavende løn, og at alt gik, som det skulle. Vi synes, at det er dybt sørgeligt, at der er rederier, der ikke formår at håndtere søfarendes rettigheder korrekt. Det er desværre ikke første gang, at vi ser de her sager. Men vi er glade for, at vi har et godt samarbejde med ITF, og at der er et forsikringssystem, som kan hjælpe med at få strandede søfarende godt hjem, eller med at de kan få deres tilgodehavende løn”, siger Martin John, Synschef i Søfartsstyrelsen til Fagbladet 3F.
Synschefen oplyser, at tankskibets MLC-certifikat er udløbet, mens skibet har ligget for anker. Tankskibet bliver først givet frit, når flagstaten har udstedt et nyt.
Kilde: CO-Søfart