Russisk skib stødt på grund ved Bornholm
Klokken 3.10 natten til lørdag stødte det russiske fragtskib MCL Trader på grund få kilometer nord for Rønne. Kaptajnen, der havde vagten på broen ved grundstødningen, var stærkt beruset, og er nu anholdt af politiet.
I en time op til grundstødningen forsøgte både Bornholms Marinedistrikt og Lyngby Radio at kontakte skibet, fordi man på radar kunne se at det var på gal kurs. Det lykkedes ikke at få kontakt, heller ikke ved at udløse skibets alarm på broen via Lyngby Radio.
Myndigheder tog sagen ekstra alvorlig, da 3466 ton store russiske skib er godkendt til transport af atomart affald.
Bornholms Marinedistriktet sendte en redningsbåd af sted for at komme i kontakt med skibet, men før redningsbåden nåede frem, var skibet stødt på grund på Hvideodde Rev.
Politiet entrede det 95 meter lange skib efter grundstødningen og kunne konstatere, at både kaptajnen og maskinmesteren var spirituspåvirkede. Begge er bragt til politistationen i Rønne for at få taget en spiritusprøve.
Miljøskibet Gunnar Thorson ligger nu ved siden af det grundstødte russiske skib og har konstateret, at der ikke er sket noget udslip.
Beredskabsstyrelsen var lørdag morgen ombord, for ved hjælp af en geigertæller at sikre sig, at der ikke er atomaffald ombord på det grundstødte skib. Men Beredskabsstyrelsen kunne konstatere at lasten var tom. Det oplyser chefpolitiinspektør Flemming Drejer fra Bornholms Politi til TV2 Bornholm.
Skibet er nu tilbageholdt, og Søfartsstyrelsens opklaringsenhed er på vej til Bornholm for at undersøge årsagen til grundstødningen. Først når skibets bund er undersøgt for skader, og der foreligger en godkendt bjærgningsplan, vil der blive gjort forsøg på at trække skibet fri af grunden.
Kilde: TV2/Bornholm