Roterende lys på Skagen fyr sikret
Som et led i udfasningen af kviksølv på alle Søfartsstyrelsens fyr, fik Skagen fyr i sidste uge skiftet leje. Dermed bevares det roterende lys, samtidig med at miljøet tilgodeses. Nu skal kviksølvet fjernes fra fyret og hele systemet rengøres.
Det nyudviklede leje er allerede taget i brug på Nakkehoved fyr og på Lyngvig fyr. Begge steder har konstruktionen fungeret tilfredsstillende, og alle implicerede parter har været begejstrede for løsningen. Det næste fyr i rækken er Blåvandshuk fyr, og her forventes ombygningen afsluttet i løbet af marts måned.
Som følge af et samarbejde mellem DTU, Fyrhistorisk Museum og Søfartsstyrelsen, er det lykkedes at skabe en
løsning, som imødekommer ønsket om at bevare det roterende lys, samtidig med at driftssikkerheden og driftsøkonomien tilgodeses.
Søfartsstyrelsen har præsenteret løsningen for samarbejdspartnere i udlandet, hvor den møder stor interesse.
Det skyldes blandt andet, at stadig flere lande står over for tilsvarende udfordringer. Det, der kendetegner løsningen, er, at modificeringen af det oprindelige leje er ikke-destruktiv, samt at løsningen er relativt billig at implementere.
Kilde: Søfartsstyrelsen