Rømø basehavn for ny havvindmøllepark
Rømø Havn er godt på vej til at virkeliggøre visionen om at blive en fremtrædende offshore servicehavn med internationale dimensioner. Havnen har netop indgået en aftale med den tyske virksomhed wpd, der skal opføre offshore havvindmølleparken Butendiek
”At wpd har valgt Rømø Havn som base for det nye vindmølleprojekt er et klart signal om, at vi er godt på vej til at realisere de ambitiøse udviklingsplaner for Rømø Havn. Det vil få betydning for havnens fremtid, og det vil naturligvis få stor betydning for beskæftigelsen i området”, siger Rømø Havns bestyrelsesformand, Herman M. Pedersen.
Aftalen indebærer, at wpd, der har hovedsæde i Bremen, lejer kontorfaciliteter i havneadministrationens bygning i Havneby fra foråret 2014 og frem til midten af 2015. I den periode vil den tyske virksomhed dels opbygge den store havvindmøllepark i Nordsøen og dels etablere egne kontorfaciliteter på et lejet areal på havnens område.
De nye kontorfaciliteter bliver en vigtig base for den fremadrettede drift og service af den store vindmøllepark.
”Vi finder det naturligvis meget interessant, at den store tyske virksomhed har valgt Rømø Havn. Det betyder, at vi nu bevæger os fra ønsker og planer til virkeliggørelse af Rømø Havn som offshorehavn”, siger havnedirektør Kristen Nedergaard.
Den tyske virksomhed kommer selv med ca. 30 arbejdspladser under installationsfasen og 10-15 arbejdspladser under servicefasen. Desuden vil der navnlig i installationsfasen være opgaver til en række underleverandører. Det vil medføre en del lokale arbejdspladser.
”Med underskriften af kontrakterne vedrørende vores havneaktiviteter har vi færdiggjort en vigtig byggesten i projektet. Vi glæder os over den åbenhed som vi har mødt hos vores danske
nabo, der kommer til at være base for vores tyske ansatte både under installations- og servicefasen”, siger Achim Berge, adm. direktør i wpd.
Aftalen mellem Rømø Havn og wpd er indgået med det forbehold, at Butendiek projektet endegyldigt får finansieringen på plads inden årets udgang.
Den kommende vindmøllepark Butendiek vil bestå af i alt 80 vindmøller, der placeres i et område godt 30 sømil vest for Rømø.
Kilde: Rømø Havn