Renere ophugning på vej i Indien
Indien er nu på vej til at indføre lovgivning, der implementerer Hong Kong Konventionen om sikker og bæredygtig ophugning af skibe, oplyste Indiens søfartsminister på den IMO-samlingen i London i sidste uge. Men der mangler endnu en række lande, inden konventionen officielt kan træde i kraft.
Foreløbig er konventionen kun blevet ratificeret af Norge, Danmark, Congo, Frankrig, Belgien og Panama og den skal ratificeres af 15 lande, der repræsenterer 40 pct. af verdens handelsflåde, inden den træder i kraft.
Men vigtigheden af Indiens ratificering kan ikke undervurderes, siger en repræsentant for GMS, der er en af de største mellemhandlere af gamle skibe.
“Konventionens tredje betingelse for ikrafttrædelse er, at den tiltrædes eller ratificeres af lande, der har en ophugningskapacitet, der er proportionel med flådernes tonnage under konventionens anvendelsesområde.”
Det er derfor nødvendigt at få mindst et af de tre sydasiatiske lande med for at nå målet: “Ophugningskapaciteten i Kina, Tyrkiet og resten af verden - men eksklusiv de tre sydasiatiske lande - er i øjeblikket kun 69 pct. af den kapacitet, som kræves under Hong Kong Konventionen, Men konventionens krav vil på den anden side være nået, hvis den tiltrædes af Kina og ét af landene i Sydasien,” siger repræsentaten for GMS.
Ophugningsværfter i Indien har siden 2015 været i gang med at opgradere, så de kan overholde konventionens krav og i dag har halvdelen af de kritiserede værfter på Alang enten opnået godkendelsen eller er på vej til at få den.
Kilde: Maritime Executive.