Regler for arktisk sejlads trækker ud
Den internationale regulering for arktisk sejlads, Polarkoden, forventes at blive færdigudarbejdet i 2014 og endeligt godkendt i 2016. Polarkoden er et særligt internationalt regelsæt, for de skibe, der sejler i arktiske eller antarktiske farvande.
”Forhandlingerne trækker ud, og derfor går der et stykke tid, inden polarkoden bliver implementeret”, siger nautisk inspektør Allan Idd Jensen, der er ansat i Royal Arctic Line og formand for polarkodegruppen i Danmarks Rederiforening til sermitsiaq.ag.
Polarkoden er et supplement til Safety of Life at Sea, SOLAS, der handler om sikkerhed til søs. SOLAS fastsætter blandt andet regler for skibes konstruktion, redningsmidler, brandudstyr, håndtering af farligt gods og kommunikationsudstyr. Den første version af blev vedtaget i 1914 efter Titanics forlis. Den seneste version trådte i kraft i 1980.
”SOLAS dækker ikke det hele, og derfor vil man supplere med en polarkode. Koden kommer til at indeholde nogle krav til sikkerhed og miljø i de arktiske og antarktiske farvande og indeholde en række tekniske krav til skibenes konstruktion og udstyr”, siger Allan Idd Jensen.
Vejrforholdene i arktiske farvande kan være ekstreme, og områderne er ofte øde. Hvis uheldet sker, kan hjælpen være langt væk, så skibene være klar til at kunne klare sig helt på egen hånd, hvis der pludseligt sker uheld.
”Der findes også områder ved Grønland, som ikke er målt op. Hvad kan man gøre for at undgå, at der eksempelvis sker ulykker. Det er blandt nogle af de emner, der bliver drøftet i forbindelse med polarkoden”, siger Allan Idd Jensen til sermitsiaq.ag.
Der forhandles endvidere om, hvorvidt skibe, der ikke er isklasset, må sejle i farvandene ved Arktis og Antarktis. Det kan føre til, at handelsskibe og krydstogtskibe, der ikke har isklasse, måske ikke længere må sejle i arktiske farvande, selv om sommeren, hvor der nogle steder er isfrit.
Kilde: sermitsiaq.ag