Regeringen vil nabotjekke særregler
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen sætter nu fokus på listen med danske særregler, som de danske rederier er underlagt. Det sker efter anbefaling fra Implementeringsrådet, der har foreslået et nabotjek af rederiernes vilkår.
”Erhvervs- og Vækstministeriet vil gennemføre et nabotjek af barrierer for Danmark som stærk, maritim flagstat i forbindelse med det kommende vækstplanarbejde for Det Blå Danmark og imødekommer således også Implementeringsrådets anbefaling nr. 4”, skriver Troels Lund Poulsen.
Det er Danmarks Rederiforening, der oprindeligt har foreslået et såkaldt ”nabotjek” af publikationen ”Come Fly the Danish Flag” fra Søfartsstyrelsen, som rummer en liste over danske særregler.
Det glæder Danmarks Rederiforening, at ministeren følger op på anbefalingen. For unødigt fordyrende, danske særkrav kan bidrage til dels at afholde udenlandske rederier fra at blive en del af den stærke, danske rederiklynge. Dels kan det betyde, at rederierne her i landet flager ud.
”Heldigvis har myndighederne og erhvervet samarbejdet om at fjerne mange danske særregler, men listen er stadigvæk lang. Når det kommer til omkostninger, så er det ”mange bække små, gør en stor å” for rederierne. Det er godt, at regeringen klart viser, at Danmark skal være konkurrencedygtig. Det er et rigtig godt fundament for arbejdet i det kommende blå vækstteam”, siger Jakob Ullegård, direktør i Danmarks Rederiforening og Det Blå Danmarks repræsentant i Implementeringsrådet.
Regeringen oplyser også, at den står overfor at teste på EU-Kommissionen, hvordan man kan sikre retvisende regler for det såkaldte ”destinationsbegreb”, så en overfortolkning af EU-reglerne ikke er med til at få rederier til at flytte skibe og aktiviteter ud af landet. Den vil også gøre en aktiv indsats for, at en potentiel finansiel mekanisme i EU tilknyttet ophugning af skibe undgås, da en sådan ordning har stor risiko for at grave grøften dybere mellem den globale og den regionale regulering.
Kilde: Danmarks Rederiforening