Rederiforeningen stifter talentklub
Danmarks Rederiforening har stiftet Young Propellers Club, som skal være et netværk for medlemsvirksomhedernes unge leder-aspiranter.
Idéen er inspireret af Rederklubbens traditionsrige historie som et samlingssted, hvor ledere fra rederibranchen i et uformelt og fortroligt forum kan udveksle viden og erfaringer via faglige og sociale arrangementer.
Young Propellers Club er formelt blevet stiftet den 29. april, og bestyrelsen består på nuværende tidspunkt af to repræsentanter fra rederierne og to repræsentanter fra Danmarks Rederiforening. Medlemmerne skal være under 40 år og skal indstilles til medlemskab af klubben af ledelsen i det rederi, de repræsenterer. En af idémændene til klubben er Jens Ditlev Lauritzen fra Lauritzen Fonden, som desuden er formand for Rederklubben.
Den nyudnævnte formand for Young Propellers Club, Senior Chartering Manager i J. Lauritzen, Line Lund Clausen, ser frem til mulighederne for at netværke med andre i samme position som sig selv.
”Jeg synes, det er rigtig spændende, at vi nu har en forening med rigtig god støtte fra Danmarks Rederiforening, der giver yngre ansatte i branchen mulighed for at være en del af et forhåbentligt inspirerende og lærerigt miljø med høj faglig karakter, der samtidigt give os alle mulighed for at opbygge et stærkt netværk,” siger hun.
Kilde: Danmarks Rederiforening