Rederiers opgave at sikre nok skibsførere
Det er rederiernes opgave at sikre nok uddannelsespladser til skibsførerstuderende, mener uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V), der også mener, at det lave antal uddannelsesaftaler afspejler det aktuelle behov.
”Det interessant er at sikre, at der er den kvalificerede arbejdskraft, der er behov for. Både her og nu og på sigt. Virksomheder i alle erhverv har et ansvar for at stille uddannelsespladser til rådighed, så der er den nødvendige arbejdskraft. Det er i alles interesse”, siger Esben Lunde Larsen.
”Det er vigtigt at huske, at man kan blive skibsfører på to måder. Enten ved at tage en professionsbacheloruddannelse, som kræver en uddannelsesaftale med et rederi, eller ved at bygge en skibsføreruddannelse oven på erfaring til søs. Det er det, der sikrer, at alle kompetencebehov kan blive dækket”, tilføjer han.
”Hvis det kun er en håndfuld rederier, der tegner aftaler om den ene uddannelse, må det være fordi, de andre har mere behov for personer med den anden skibsføreruddannelse. Den forskellighed skal der være plads til”, mener Esben Lunde Larsen.
Tal fra SIMAC viser, at der er en stærkt stigende andel af maskinmesterstuderende og tilsvarende færre navigatørstuderende.
Kilde: Søfartens Ledere