Rederier deponerer mio. for at undgå arrest
En halv snes rederier har sammenlagt deponeret et tocifret millionbeløb i dollar hos en række advokater i USA, for at undgå at deres skibe bliver taget i arrest på grund af ubetalte regninger for bunker leveret af det konkursramte bunkerselskab OW Bunker.
Rets dokumenter som nyhedsbureauet Reuters er kommet i besiddelse af viser, at 11 rederier - heriblandt store rederier som Hapag Lloyd, Cosco og Exmar – siden november sidste år har deponeret 10,3 millioner dollar hos domstole og advokatkontorer for at slippe for, at deres skibe bliver taget i arrest på grund af ubetalte bunkerregninger.
Et enkelt containerskib, Cisco Piraeus på 49.997 DWT, tegner sig alene for en ubetalt regning på
938.607 dollar.
Der har tidligere været tilsvarende sager i Singapore, hvor redere har været nødt til at indbetale millionbeløb for at holde deres skibe fri af arrest.
Danske OW Bunker gik konkurs i november efter at have tabt 300 millioner dollar på kort tid.
Kilde: shippingtribune.com