RAL og Aalborg Havn fortsætter aftale
Royal Arctic Line og ledelsen i Aalborg Havn har i dag fredag holdt møde om det fortsatte samarbejde. Aftalen om den grønlandske basishavn i Aalborg, der udløber ved udgangen af 2022, vil fortsat danne udgangspunkt for samarbejdet, fortæller parterne efter mødet.
”Vi støtter naturligvis op om aftalen om Aalborg som basishavn for Grønland, der løber indtil udgangen af 2022. Vi har i sinde at overholde og følge aftalen i respekt for vores 43-årige lange og gode partnerskab, og vil sammen med vores medarbejdere i Aalborg udvikle de nødvendige tiltag”, siger administrerende direktør i Royal Arctic Line Verner Hammeken.
På mødet indgik man aftale om en fælles indsats til gavn for både Grønland og Aalborg. Der er blandt andet enighed om at skabe yderligere aktivitet omkring containerterminalen i Aalborg og man vil derfor arbejde på to ugentlige anløb til Rotterdam og Göteborg og muligvis oprettelsen af en ugentlig rute til Hamborg.
Siden 1982 har Royal Arctic Line og Aalborg Havn arbejdet tæt sammen om skibstrafikken og gods mellem Grønland og Aalborg. Som led i en ny strategi, der har til formål at minimere rederiets omkostninger, har Royal Arctic Line for nyligt besluttet at frasælge nogle af aktiviteterne i den danske del af koncernen.
På mødet blev der underskrevet en aftale om, at Aalborg Havn med virkning fra 31. december 2015 køber Aalborg Stevedore Company, som Royal Arctic Line hidtil har ejet 70 procent af, samt anparter fra Royal Arctic Line i to yderligere selskaber.
Kilde: Aalborg Havn