Politisk enighed om løft til uddannelser
Socialdemokratiet, Venstre og de konservative er enige om, at de maritime uddannelser behøver et løft, hvis der er fremtiden skal være flere danske søfolk ombord på skibene. Det kom frem på et debatmøde om vækstteamets anbefalinger i Svendborg i går.
”Faldet af danske ansatte skyldes, at vi ikke får uddannet nok. Jeg er stor tilhænger af at lave fleksible ordninger, hvor man kan komme flere steder hen i løbet af sin praktiktid, og at man kan få flere ud i offshoresektoren,” sagde erhvervsordfører for det Konservative Folkeparti Anders Johansson på mødet.
Socialdemokratiets Trine Bramsen pegede også på, at det er afgørende at få tiltrukket flere unge til branchen. “Det er afgørende, at vi i dag sikrer en større fleksibilitet for de unge på tværs af uddannelser og brancher,” sagde hun.
Venstres Erling Bonnesen pegede på, at også en udvidelse af DIS-ordningen er oplagt i forhold til at skabe flere arbejdspladser.
”Samtidig med at vi skaber gode rammevilkår virker det helt rigtigt, at vi øger satsningen på uddannelse på ryggen af Rederiforeningens udspil om uddannelse,” fremhævede han Erling Bonnesen (V).
De to ledere af de
maritime uddannelser på Sydfyn, Jeppe Carstensen fra Marstal Navigationsskole og Jesper Bernhardt fra SIMAC i Svendborg, var godt tilfreds med vækstteamets anbefaringer på uddannelsesområdet, men glæder sig til at se politisk handling.
”På SIMAC glæder vi os til at komme i gang. Det kan kun gå for langsomt. Det Blå Danmarks succes skyldes flere ting. Godt købmandskab er det ene. Gode rammebetingelser for godt købmandsskab. Og sidst men ikke mindst samarbejdet mellem rederierne og uddannelsesinstitutionerne,” sagde Jesper Bernhardt, direktør i SIMAC.
Kilde: Danmarks Rederiforening