Piraters varetægtsfængsling forlænges
De fire nigerianske pirater der befinder sig om bord på den danske fregat Esbern Snare, skal varetægtsfængsles frem til den 22. december, Det fastslår Københavns Dommervagt onsdag efter et retsmøde, hvor piraterne var fremstillet in absentia.
De formodede pirater nægter sig alle skyldige.
Piraterne blev fremstillet i dommervagten første gang den 25. november, dagen efter at de var blevet taget til fange af danske specialstyrker efter en ildkamp i Guineabugten.
Under ildkampen blev fire andre pirater dræbt, mens en femte forsvandt.
”Det, der bliver centralt i sagen, er, hvem der skyder først. De sidder helt ubeskyttet i en åben lille båd. Og som jeg forstår sagen, bliver der først skudt fra den danske helikopter”, sagde en af piraternes forsvarere, advokat Birgitte Skjødt, ifølge Ekstra Bladet i retten.
Birgitte Skjødt mener, at der fra piraternes side kan være tale om lovlig nødværge, hvis det var de danske styrker der skød først.
Militærpolitiet om bord på Esbern Snare har indsamlet fingeraftryk, dna og krudtslamsprøver til brug for efterforskningen.
Redaktionen